• Articles

    Our website articles

    Fadumo Abdikarim Jama
    Idet du læser denne sætning, mener du sandsynligvis, at dette øjeblik – lige nu – er det, der sker. Øjeblikket der hænder lige nu føles specielt. Det er virkeligt. Endskønt hvor meget vi måske husker fortiden, eller studser over fremtiden, lever vi i nutiden. Naturligvis forekommer det øjeblik, i hvilket du læste den tideligere sætning, ikke længere. Dette øjeblik gør. Med andre ord strømmer tiden, og dermed opdater den sig selv konstant. Men hvem af os tager sig tid, til at tænke over dette?
    Vi søger perfektion i tiden, vi søger øjeblikke, som nogle gange bliver taget, andre gange givet. Nogle gange bliver jagtet, dog ofte venter vi på dem. Vi fejler at se at hvert øjeblik i tiden har sin egen fødsel separat fra øjeblikket forinden og fra øjeblikket der vil følge. Hvert øjeblik er en ny eksistens, en ny verden, hvori vi vil blive født, og hvori dele af os vil dø. 
    Hvor tit har vi lagt ordne ”lad os slå tiden ihjel” for øre? Hvor tit har vi med egen erfaring ladet noget så uvurderligt gå tabt. Det mest tankevækkende af alle disse ting er, hvor lidt vi reflekter over dette faktum, og hvor en ubetydelig del af os det er blevet. Vi har gjort det til en norm at gå lemfældigt over Allahs ord, skønt vi dog ved, at de ville hjælpe. Dumdristigt skubber vi det væk, der minder os om andet end det verdslige glitter. 
     
    Vi ved inderst inde, at tiden er det mest dyrebar vi har. Alligevel har vi en tendens til, at spilde den. Blind for dyrebarheden af denne realitet, og svagsynet for Allahs ord idet Han swt sværger på den kostbare gave, Han har foræret os;
    ”Ved tiden” [103:1]
    ”Ved morgentimerne” [93:1]
    ”Ved daggry”[89:1]
    Skæmmende er det, at vi ikke får den tilbage og, at den uden tvivl vil løbe ud. Dog er vi ikke altid kloge nok til at indse dette, og vi behøver derved virkeligheden penslet ud.
    Vi lader os styre af en bedragerisk verden, hvor selv stæren kan efterligne andre fugle. Vi smider de fornuftige dele af os væk, og vi lader vores gode hjerter tage nogle fattige valg. Sjælen går bankerot, og desuagtet har vi alle kæmpe smile malet i vore ansigter, som var alt i den skønneste orden. Tiden går sin gang, mens skovduerne kurre som damer på café. 
    Forestil dig du modtog meddelelsen at du have få timer tilbage på denne jord. Hvordan vil du bruge disse timer? Hastigt vil vi konkludere, at vi ikke ville tillade spild på nogen måder i denne situation. Allah og de gode gerninger vil pludselig spille en central rolle, og familien vil uden tvivl komme som det næste. Vi ville forberede til det kommende, idet vi ville begribe hvor hurtigt livet ville være forbi.  For første gang ville mange af os behandle tiden, som den kostelige skat den er. 
    Vågn. Men vågn mens øjeblikkene stadig er hos dig. Den velsignede måned er over så hurtigt som den kom, og dette burde være belæg nok. Hver gang denne måned slutter, sidder mange af os tilbage med følelsen af, at vi kunne have opnået mere. Jeg frygter, at dette er den samme følelse, mange af os kommer til at ligge med, når de sidste sekunder af livet er inde.
    Lad dine små gerninger være summen af din succes. Smid tanken ud om, at Ramadan er den eneste tid, du burde udnytte maksimalt. Lov dig selv, at du vil udnytte tiden før den går dig forbi. Gør dit bedste for, at du ikke bliver en af de uheldige, der aldrig opfattede dette koncept i tide.
     
    “Vid, at livet i denne verden kun er spøg og tidsfordriv og pynt og gensidig praleri og stræben efter at få mest rigdomme og børn.” [57:21]
    Maamulka Zaylaci academy ayaa Umada muslinka ah guud ahaan gaar ahaan ARDEYDA Soomaaliyeed meel walba oo ay joogaan u diraya hambalyo munaasabadda Ciidul Fidriga 
    waxaana alle ka baryeynaa in dhamaan muslimiinta ka aqbalo Soonka ay soo guteen danbigoodana uu dhaafo meel walba ay joogaan.
    Kære brødre og søstre i troen,

    Kære gudfrygtige tilbedere af Al -’Adl (den mest retfærdige),

    Kære stræbere af efterlivet,

    Uagtet, hvordan man anskuer egen jagt på tilbedelse og et renfærdigt hjerte, kan det ikke ignoreres, at Ramadanen finder sin afslutning i disse dage. Flere af os har i den forbindelse haft til hensigt at opnå spiritualitet og en nafs al-mutmainah, dvs. et beroliget hjerte i den sandeste, dybeste og virkelighedsnære forstand. Men har vi i realiteten båret os ad på en så elskværdig måde? Har vi nærmet os dét gode liv, vi tilrådes af Allah(swt) og vore kære Profet Muhammad(saw), hvor nerverne forbliver rolige, når modgang rammer os, og hvor tilfredsheden hviler i os i enhver kontekst, fordi vi har affundet os med al-qadr (forudbestemmelsen)?

    Netop svarene på disse spørgsmål vil ene og alene være beviser for, om vi har sejret i vores praktisering af Ramadanen eller ej. Men lad ikke en middelmådig tilbedelse af vore Herre i de foregående dage af denne signende måned, være årsagen til, at du rammes af sorg, skepsis eller anden form for kalamitet. Som et resultat af, at du i de tidligere Ramadan-nætter har negligeret bønnen og ihukommelsen af Allah, bør du derimod søge tilflugt hos ham. Med andre ord, bør du klamre dig til refleksioner og idéen om, at Gud er Al-Ghafaar (den tilgivende) i svære tider, for sandelig sagde vores kære Profet(saw) følgende i en hasan(gud) og sahih(autentisk) hadith berettet af Abu Dhar Jundub: "…Frygt Allah, uanset hvor du befinder dig; fuldend en ond gerning med en god en (som vil tilintetgøre den tidligere), og opfør dig godmodigt mod folk…"[1]På den ene side, opfordres enhver med et tilhørsforhold til Allah og den sidste dag til at angre. På den anden side, kan man ud fra disse vise ord udlede, hvor stor en kærlighed Allah har til sin skabelse, som Han(azzawajal) konstant prøver på at vejlede til det gode, nemlig den retledede vej. Man kan dermed grundlæggende sige, at Allah besidder en nåde og tilgivelse, der i dén grad er uden for vore rækkevidde.

    Til trods for, at Allahs venlighed er som regnen, der ikke bekymrer sig om, hvem den drypper ned på, så bør vi arbejde ihærdigt mod den udbytterige ende. Vi må gøre os ærligt fortjente til, at Allah skænker os sin barmhjertighed ved de forfærdelige scener og begivenheder på den sidste dag. En sådan levevis, hvor gudsnærværet konstant søges, leder naturligvis ens tanker hen på Amir Al-Muminin, Umar Ibn Al.Khattab(ra), som i sin tid ikke tolererede, at et ethvert ungt menneske med Allah som sin gud, Muhammad(saw) som sin sendebud, og islam som sin trosretning, forholdte sig passive og dovne i deres liv. Denne beretning, som i øvrigt fremgår af side 267 i Sheikh Dr ’Aidh Al-Qarnis bog ”Vær ikke ked af det”, bør i dén grad få os til at anfægte vores nuværende levevis, der til tider kan siges at være utilfredsstillende i både en verdslig og hinsidig forstand. Fortællingen om ’Umar er først og fremmest en påmindelse til de troende om, hvilken mærkværdige status, de har hos Allah, hvilket kommer til udtryk i koranens 4. kapitel, vers 95, hvor Allah siger følgende: ”Ikke ligestillede er de troende, der forbliver tilbage [hjemme] - andre end handicappede - og de, som stræber og kæmper Allahs sag med deres rigdom og deres liv. Allah har foretrukket stræberne” For det andet bør skildringen af ’Umar og hans kamp for retskaffenhed i dunya, få os til at overveje, hvordan Gud mos ser på de, der end ikke foretager sig almen ’ibadaat i Ramadanen.

    Kort sagt, må vi bruge denne signende måned til at mindes, at der forekommer lethed i forbindelse med dén modgang og dé prøvelser, man går i møde i jagten på et rent hjerte. Desuden er det nødvendigt, at vi bruger Ramadanen til at studere bemærkelsesværdige personligheder i islamisk litteratur, hvoraf ’Umar Ibn Al-Khattab kan nævnes. For kun på den måde vil vi opnå optimisme i denne verden. Derudover kan en viden om nøglepersoner i den islamiske historie medvirke til, at vi viser os frem som et vejledet og forstående folk. Må Allah derfor hjælpe os i vores kamp for følgende egenskaber – ameen:



     




    Allerede de første 20 dage af Ramadanen har gået din næse forbi. Og her sidder du. Fortvivlet. Du er alene med erkendelsen om at du har forsømt 20 hele dage. Når du tænker tilbage kan du ikke engang erindre hvad du har brugt din tid på. Du ved bare at du har gået frem og tilbage. Og at du er her nu. Du bukker hovedet hver gang du hører én genfortælle hadith’en der siger (meningsmæssigt): “Jahannam er til de som forbipasser Ramadan og ikke er blevet tilgivet.” Du ved at du ikke har gjort dit for at søge tilgivelse. Faktisk føles bønnerne svære men du kæmper med at bede til tiden og at fastholde dit hjerte i bønnen. Du føler at folk omkring dig siger Qaala Allah wa Qaala Rasuul som et dømmende argument, så du er tilbageholden med at sige at du faktisk er fortvivlet denne Ramadan. At det er svært at smage sødmen, at du kæmper, at du har det svært, at bønnerne føles tunge og at du prøver at rationalisere fasten men at det ikke virker.
    I disse momenter af fortvivlelse og afmagt – husk på Hajarah (ra) der løb frem og tilbage mellem Safa og Marwa – fortvivlet og var søgende. Husk på Musa ’AS der befandt sig alene i ørkenen, jagtet væk fra alt det han kendte og var i fortvivlelse. Hvordan han sagde ”Rabbi ‘inni limaa ‘anzalta ‘ilayya min khairin-faqeer”, ”O my Lord! I am indeed needy of whatever good You may send to me.”
    Husk at du når du kæmper mod dit eget hjerte og ego i denne måned, så husk at mange andre før dig har kæmpet de selv samme kampe endda i højere grad og i forskellige former. Brug din fortvivlelse ligesom Musâ og bed Allâh om hjælp. Og lad ikke din følelse af afmagt vinde over dig, ligesom Hajar, der var alene med sin lille, grædende søn og løb frem og tilbage mellem bjerge for drikke. Hun fik både drikke, vejledning og et mere fast hjerte. Dette er slutspurten på Ramadanen, dette er de 10 dage, dette er din Safa og Marwa – og disse bjerge kan du erobre. Ramadanen er netop for dig – den søgende sjæl.
  • Articles

    Our website articles

    Fadumo Abdikarim Jama
    Idet du læser denne sætning, mener du sandsynligvis, at dette øjeblik – lige nu – er det, der sker. Øjeblikket der hænder lige nu føles specielt. Det er virkeligt. Endskønt hvor meget vi måske husker fortiden, eller studser over fremtiden, lever vi i nutiden. Naturligvis forekommer det øjeblik, i hvilket du læste den tideligere sætning, ikke længere. Dette øjeblik gør. Med andre ord strømmer tiden, og dermed opdater den sig selv konstant. Men hvem af os tager sig tid, til at tænke over dette?
    Vi søger perfektion i tiden, vi søger øjeblikke, som nogle gange bliver taget, andre gange givet. Nogle gange bliver jagtet, dog ofte venter vi på dem. Vi fejler at se at hvert øjeblik i tiden har sin egen fødsel separat fra øjeblikket forinden og fra øjeblikket der vil følge. Hvert øjeblik er en ny eksistens, en ny verden, hvori vi vil blive født, og hvori dele af os vil dø. 
    Hvor tit har vi lagt ordne ”lad os slå tiden ihjel” for øre? Hvor tit har vi med egen erfaring ladet noget så uvurderligt gå tabt. Det mest tankevækkende af alle disse ting er, hvor lidt vi reflekter over dette faktum, og hvor en ubetydelig del af os det er blevet. Vi har gjort det til en norm at gå lemfældigt over Allahs ord, skønt vi dog ved, at de ville hjælpe. Dumdristigt skubber vi det væk, der minder os om andet end det verdslige glitter. 
     
    Vi ved inderst inde, at tiden er det mest dyrebar vi har. Alligevel har vi en tendens til, at spilde den. Blind for dyrebarheden af denne realitet, og svagsynet for Allahs ord idet Han swt sværger på den kostbare gave, Han har foræret os;
    ”Ved tiden” [103:1]
    ”Ved morgentimerne” [93:1]
    ”Ved daggry”[89:1]
    Skæmmende er det, at vi ikke får den tilbage og, at den uden tvivl vil løbe ud. Dog er vi ikke altid kloge nok til at indse dette, og vi behøver derved virkeligheden penslet ud.
    Vi lader os styre af en bedragerisk verden, hvor selv stæren kan efterligne andre fugle. Vi smider de fornuftige dele af os væk, og vi lader vores gode hjerter tage nogle fattige valg. Sjælen går bankerot, og desuagtet har vi alle kæmpe smile malet i vore ansigter, som var alt i den skønneste orden. Tiden går sin gang, mens skovduerne kurre som damer på café. 
    Forestil dig du modtog meddelelsen at du have få timer tilbage på denne jord. Hvordan vil du bruge disse timer? Hastigt vil vi konkludere, at vi ikke ville tillade spild på nogen måder i denne situation. Allah og de gode gerninger vil pludselig spille en central rolle, og familien vil uden tvivl komme som det næste. Vi ville forberede til det kommende, idet vi ville begribe hvor hurtigt livet ville være forbi.  For første gang ville mange af os behandle tiden, som den kostelige skat den er. 
    Vågn. Men vågn mens øjeblikkene stadig er hos dig. Den velsignede måned er over så hurtigt som den kom, og dette burde være belæg nok. Hver gang denne måned slutter, sidder mange af os tilbage med følelsen af, at vi kunne have opnået mere. Jeg frygter, at dette er den samme følelse, mange af os kommer til at ligge med, når de sidste sekunder af livet er inde.
    Lad dine små gerninger være summen af din succes. Smid tanken ud om, at Ramadan er den eneste tid, du burde udnytte maksimalt. Lov dig selv, at du vil udnytte tiden før den går dig forbi. Gør dit bedste for, at du ikke bliver en af de uheldige, der aldrig opfattede dette koncept i tide.
     
    “Vid, at livet i denne verden kun er spøg og tidsfordriv og pynt og gensidig praleri og stræben efter at få mest rigdomme og børn.” [57:21]
    Maamulka Zaylaci academy ayaa Umada muslinka ah guud ahaan gaar ahaan ARDEYDA Soomaaliyeed meel walba oo ay joogaan u diraya hambalyo munaasabadda Ciidul Fidriga 
    waxaana alle ka baryeynaa in dhamaan muslimiinta ka aqbalo Soonka ay soo guteen danbigoodana uu dhaafo meel walba ay joogaan.
    Kære brødre og søstre i troen,

    Kære gudfrygtige tilbedere af Al -’Adl (den mest retfærdige),

    Kære stræbere af efterlivet,

    Uagtet, hvordan man anskuer egen jagt på tilbedelse og et renfærdigt hjerte, kan det ikke ignoreres, at Ramadanen finder sin afslutning i disse dage. Flere af os har i den forbindelse haft til hensigt at opnå spiritualitet og en nafs al-mutmainah, dvs. et beroliget hjerte i den sandeste, dybeste og virkelighedsnære forstand. Men har vi i realiteten båret os ad på en så elskværdig måde? Har vi nærmet os dét gode liv, vi tilrådes af Allah(swt) og vore kære Profet Muhammad(saw), hvor nerverne forbliver rolige, når modgang rammer os, og hvor tilfredsheden hviler i os i enhver kontekst, fordi vi har affundet os med al-qadr (forudbestemmelsen)?

    Netop svarene på disse spørgsmål vil ene og alene være beviser for, om vi har sejret i vores praktisering af Ramadanen eller ej. Men lad ikke en middelmådig tilbedelse af vore Herre i de foregående dage af denne signende måned, være årsagen til, at du rammes af sorg, skepsis eller anden form for kalamitet. Som et resultat af, at du i de tidligere Ramadan-nætter har negligeret bønnen og ihukommelsen af Allah, bør du derimod søge tilflugt hos ham. Med andre ord, bør du klamre dig til refleksioner og idéen om, at Gud er Al-Ghafaar (den tilgivende) i svære tider, for sandelig sagde vores kære Profet(saw) følgende i en hasan(gud) og sahih(autentisk) hadith berettet af Abu Dhar Jundub: "…Frygt Allah, uanset hvor du befinder dig; fuldend en ond gerning med en god en (som vil tilintetgøre den tidligere), og opfør dig godmodigt mod folk…"[1]På den ene side, opfordres enhver med et tilhørsforhold til Allah og den sidste dag til at angre. På den anden side, kan man ud fra disse vise ord udlede, hvor stor en kærlighed Allah har til sin skabelse, som Han(azzawajal) konstant prøver på at vejlede til det gode, nemlig den retledede vej. Man kan dermed grundlæggende sige, at Allah besidder en nåde og tilgivelse, der i dén grad er uden for vore rækkevidde.

    Til trods for, at Allahs venlighed er som regnen, der ikke bekymrer sig om, hvem den drypper ned på, så bør vi arbejde ihærdigt mod den udbytterige ende. Vi må gøre os ærligt fortjente til, at Allah skænker os sin barmhjertighed ved de forfærdelige scener og begivenheder på den sidste dag. En sådan levevis, hvor gudsnærværet konstant søges, leder naturligvis ens tanker hen på Amir Al-Muminin, Umar Ibn Al.Khattab(ra), som i sin tid ikke tolererede, at et ethvert ungt menneske med Allah som sin gud, Muhammad(saw) som sin sendebud, og islam som sin trosretning, forholdte sig passive og dovne i deres liv. Denne beretning, som i øvrigt fremgår af side 267 i Sheikh Dr ’Aidh Al-Qarnis bog ”Vær ikke ked af det”, bør i dén grad få os til at anfægte vores nuværende levevis, der til tider kan siges at være utilfredsstillende i både en verdslig og hinsidig forstand. Fortællingen om ’Umar er først og fremmest en påmindelse til de troende om, hvilken mærkværdige status, de har hos Allah, hvilket kommer til udtryk i koranens 4. kapitel, vers 95, hvor Allah siger følgende: ”Ikke ligestillede er de troende, der forbliver tilbage [hjemme] - andre end handicappede - og de, som stræber og kæmper Allahs sag med deres rigdom og deres liv. Allah har foretrukket stræberne” For det andet bør skildringen af ’Umar og hans kamp for retskaffenhed i dunya, få os til at overveje, hvordan Gud mos ser på de, der end ikke foretager sig almen ’ibadaat i Ramadanen.

    Kort sagt, må vi bruge denne signende måned til at mindes, at der forekommer lethed i forbindelse med dén modgang og dé prøvelser, man går i møde i jagten på et rent hjerte. Desuden er det nødvendigt, at vi bruger Ramadanen til at studere bemærkelsesværdige personligheder i islamisk litteratur, hvoraf ’Umar Ibn Al-Khattab kan nævnes. For kun på den måde vil vi opnå optimisme i denne verden. Derudover kan en viden om nøglepersoner i den islamiske historie medvirke til, at vi viser os frem som et vejledet og forstående folk. Må Allah derfor hjælpe os i vores kamp for følgende egenskaber – ameen:



     




    Allerede de første 20 dage af Ramadanen har gået din næse forbi. Og her sidder du. Fortvivlet. Du er alene med erkendelsen om at du har forsømt 20 hele dage. Når du tænker tilbage kan du ikke engang erindre hvad du har brugt din tid på. Du ved bare at du har gået frem og tilbage. Og at du er her nu. Du bukker hovedet hver gang du hører én genfortælle hadith’en der siger (meningsmæssigt): “Jahannam er til de som forbipasser Ramadan og ikke er blevet tilgivet.” Du ved at du ikke har gjort dit for at søge tilgivelse. Faktisk føles bønnerne svære men du kæmper med at bede til tiden og at fastholde dit hjerte i bønnen. Du føler at folk omkring dig siger Qaala Allah wa Qaala Rasuul som et dømmende argument, så du er tilbageholden med at sige at du faktisk er fortvivlet denne Ramadan. At det er svært at smage sødmen, at du kæmper, at du har det svært, at bønnerne føles tunge og at du prøver at rationalisere fasten men at det ikke virker.
    I disse momenter af fortvivlelse og afmagt – husk på Hajarah (ra) der løb frem og tilbage mellem Safa og Marwa – fortvivlet og var søgende. Husk på Musa ’AS der befandt sig alene i ørkenen, jagtet væk fra alt det han kendte og var i fortvivlelse. Hvordan han sagde ”Rabbi ‘inni limaa ‘anzalta ‘ilayya min khairin-faqeer”, ”O my Lord! I am indeed needy of whatever good You may send to me.”
    Husk at du når du kæmper mod dit eget hjerte og ego i denne måned, så husk at mange andre før dig har kæmpet de selv samme kampe endda i højere grad og i forskellige former. Brug din fortvivlelse ligesom Musâ og bed Allâh om hjælp. Og lad ikke din følelse af afmagt vinde over dig, ligesom Hajar, der var alene med sin lille, grædende søn og løb frem og tilbage mellem bjerge for drikke. Hun fik både drikke, vejledning og et mere fast hjerte. Dette er slutspurten på Ramadanen, dette er de 10 dage, dette er din Safa og Marwa – og disse bjerge kan du erobre. Ramadanen er netop for dig – den søgende sjæl.